III

“Med Balin og Barrak i sikkerhed og Torrun begravet, påbegyndte gruppen nu deres rejse vest langs bjergene igennem Dunkelskoven. Lang og hård var den, og orker krydsede deres vej. Snart måtte de søge tilflugt i endnu et sæt ruiner og klargøre sig til slaget ved Amon Naugrim”

21. Marts, 2946

Med Balin og Barrak frigjort fra deres selv-gjorte fængsel i ruin-byens undergrund og Mosedvælerne efterladt til at finde et andet måltid mad, slog kompagniet lejr et stykke borte for at komme sig ovenpå gårsdagens strabadser.

Sammen med gruppen begravede Balin og Barrack deres døde ven Torrun søn af Torr ved siden af de to andre dværge, og Balin sang en sang fra Det Enlige Bjerg om hvad der var værd at kæmpe for i livet, om hæder og ære og en god død. Efter begravelsen samledes de tre udsendte bag Balin og Barracks ryg for at diskutere Mosedvælernes skat og hvad præcist de skulle gøre ved den, om de skulle snakke med dværgene om den, og ikke mindst hvornår de skulle begynde at fylde forret. Haggol argumenterede for straks at fylde lommer og båd med rigdomme og rejse tilbage imod nord, hans øjne oplyste af tanken om guld og ædelstene. Grimbald og Agmund stemmer derimod for at tage den på tilbageturen, og istedet rejse med Balin til Øjnereden i Tågebjergene for at overrække invitationen til Vindkongen Gwaihir. Liden snak faldt på Mosedvælerne og hvad der ellers lurer i mørket under ruin byen, men det blev hurtigt besluttet ikke at dele oplysningerne med Balin og Barrack.

Ved bålets sagte lys fortalte Balin hvordan de var blevet overfaldet af en Stentrold i tusmørket, og til trods for en mægtig kamp måtte se sig tvunget til at flygte fra lejeren, blot for at bliver overvældet længere nede af floden af selv samme trold. Hvordan Droin og Garn måtte lade livet, og de tre andre søge tilflugt i ruinerne af den forsvundne menneske by. Men ikke før var de i læ, før de fandt kælderens nuværende beboere, og måtte trække sig endnu længere ind i mørket. Her barrikaderede de døren imens de slikkede deres sår. Her blødte Torrun søn af Torr ud. Og det var her de udsendte reddede dem flere dage senere. Balin udtrykker endnu engang hans dybeste taksigelse.

Næste dag, den 22. Marts 2946, satte kompagniet ud for at finde Men-i-Naugrim, Den Gamle Skovvej, der strakte sig 200 mil tværs igennem Dunkelskoven. Det varede ikke længe før dens mægtige sten, udfærdiget af dværge for tusinder af år siden, lå under fod, og rejsen endeligt satte igang.

Hurtigt ruin-byens piletræer erstattet med knortede, fordrejede fyrtræer, og vejen næsten ufremkommelig. Selv da, fem år efter Dol Guldur blev frigjort af Nekromantikeren, havde skoven ikke kommet sig over hans tilstedeværelse og mørket der over hundrede af år havde korruptere naturen i skoven. Vest langs Dunkelbjergene rejste de, udsatte for mange ufortalte strabadser og forhindringer. Vest i 33 dage rejste de igennem skovens mørke dyb.

19. April

Netop som kompagniet havde passeret igennem den sydlige del af Dunkelbjergene anede de røg på horisonten imod nord-vest. "Orker", udbrød Haggol vredt. "En større gruppe af dem," tilføjede skovemanden Grimbald, "at dømme efter røgen." Der blev diskuteret muligheder. Skoven imod vest virkede lettere tilgængelig end den imod øst; måske to ugers rejsetid imod fire hvis de vendte om. "Vi fortsætter," slog Agmund hurtigt fast.

Nogle få dage senere, nu på den vestlige side af bjergene, opdagede gruppens spejdere pludseligt en gruppe orker i en eng, på vej i deres retning fra nord. I ly af skoven brød gruppen nu ud i en diskussion om hvad de skulle gøre. Orkerne var i overtal, hvilket talte for at gemme sig og vente til de var forbipasseret. Om det var for at lette verdens byrde for ondt, eller et pragmatisk valg for ikke at skulle dele Men-i-Naugrim med andre er blevet glemt over tiden, men gruppen endte med at planlægge et overfald.

På dette tidspunkt var Agmunds øjne en overgang begyndt at se lidt fjerne og uengageret ud, og det var måske dette der gjorde at han rejste sig op fra skjulet i skovbunden for tidligt, og ødelagde overfaldet. Ikke før end orkerne havde set ham, udbrød kampen! Men til trods for hans forhastelse, satte Agmund ikke desto mindre en solid pil i en ork; kort efter fulgte Grimbald op med endnu et forvildet spydkast.

Iblandt råb og klingende stål udartede kampen sig nu den ene vej, så den anden. I et øjebliks uopmærksomhed fanger en pil fra orken Snarat Grimbald, og efterlader en dybere sår. I næste nu lykkedes det dog for gruppen at overmande hvad der øjensynligt er lederen, Lúrlúk. Med hans død afskrækker gruppen snart de sidste fem af de ni orker og gobliner der sendtes i løb tilbage hvor de kom fra (med endnu et af Grimbalds ej rammende spydkast).

Forpustet og forslået tog kompagniet nu et hvil imens de diskuterede strategi, og Grimbald tilså sit sår. Orkerne de havde fældet rejste let; tegn på at de i sandhed blot var spejdere for en større gruppe. Kompagniet kunne søge tilflugt i skoven eller i bjergene, men da ingen af dem var velkendte, og større grupper af orker ofte rejste med Snagas (orker med særdeles god lugtesans) var det ikke en tiltalende idé. Grimbald kom efter at de måske var i nærheden af Amon Naugrim, et gammelt tårn på ruten. Hvor præcist det var, og i hvilken stand vidste ingen, men det virkede som den bedste mulighed. Imidlertidigt sendte Balin ravnen Peloquin ud for at finde orkerne og melde tilbage om hvad de var oppe imod, og gruppen gjorde deres bedste for at slette deres spor. Og snart satte de kursen endnu engang imod vest; imod Amon Naugrim.

Næste dag kom Peloquin tilbage. Imellem tyve og tredive orker, anført af en mægtig, grotesk ork ved navn Azgrask, ved hvilkens fødder de andre kryber. Orker er hårdføre og rejser hurtigt under Dunkelskovens skygge. Kompagniet havde måske halvanden til to dages forspring.

Igen med Peloquins hjælp fandt kompagniet den 25. April, 2946 ved solnedgang, Amon Naugrim, forfalden og forladt, omgivet af tyk skov og et mægtigt tjørnekrat.

Her skulle slaget stå, og godt sættes imod ondt.