Moseklokkens Kalden

II

Dages sejlads fra Søby, dusinvis af mil inde under Dunkelskovens stille dække fortsatte søgningen efter den forsvundne delegation fra Bjerget. I ruinerne fra en svunden tid groede sporet varmere og de udsendtes mod og stål sattes imod skovens beboere, fra oven og fra neden.

19. Marts, 1946

Tidligt næste morgen efter en mager morgenmad bestående af tørret kød og cram kiks, undersøgte kompagniet sporene de havde fundet aftenen før nærmere. Alle tegn var på en kamp af en art, efter Skovmanden Javelins overbevisning var der tale om intet mindre end en Sten Trold, en overvælmende fjende selv for en gruppe svært bevæbnede dværge. Havde den overrasket dem om natten? Var de blevet taget til fange? Der var flere spørgsmål end svar. Kompagniet satte kursen sydover, med Grimbald søn af Grimfast vadende i vand til over livet, for fortsat at følge sporene, med Dværgen Haggol søn af Hagrim og Bardingen Agmund søn af Arnulf ombord på båden, der langsomt banede sig vej igennem sivene og træernes udstrakte grene.

Fremgang var besværligt, og ofte måtte kompagniet stoppe op for at finde sporet igen. Tidligt på aftenen havde kompagniet banet sig vej dybere ind i mosens forgrenede vande, og de mere spredte træer i Dunkelskoven havde givet plads for piletræerne der dyppede deres lange grene vandet og lagde en dæmper på lyden fra mosen.

"Kom hid! Jeg har fundet noget!" sagde Grimbald pludseligt, og holdte et stykke drivtømmer op.

Straks hoppede Haggol over siden på båden ned i det kolde vandt; men han fandt at vandet var for dybt til ham, og ombestemte sig straks til at borde båden igen. Imens Agmund hjalp han op i båden igen mærkede de to pludseligt piletræernes grene stramme sig om deres hals og arme.

"Agmund! Agmund!" udbrød Haggol i et fortvivlet forsøg på at få Grimbalds opmærksomhed, før han mistede grebet om båden og Galgepilen slæbte hans krop ud af vandet og Agmunds fødder mistede deres greb på bådens dæk.

Grimbald hørte palaveret og løb nu igennem mosevandet til båden, med øksen over hovedet, klar til at frigøre hans venner fra djævelskabet, alt imens det lykkedes Haggol at vride sig fri af Galgepilens greb, hvorefter han faldt tilbage i vandet.

Med et gedignt hug af øksen lykkedes det snart Grimbald at frigøre Agmund. Dog ikke før end at Galgepilen har efterladt sit mærke omkring hans hals og taget luften ud af ham.

Efter et kort hvil, vendte gruppen tilbage til vragstykkerne i vandet, og fandt snart efter vraget af en både med stævnen stikkende op af mosevandet iblandt de stubbede fingre og brækkede tænder lignende ruiner af en oldgammel by. Snart ser Grimbald ikke langt borte store sorte fugle der mæsker sig i et dværge-lig! Fuglene letter, og kompagniet ser nu at træerne over dem er fyldt med disse sorte krager, der alle begynder at skrapper og skriger i kor. Ikke langt fra det første lig finder Agmund et andet med hovedet under vand.

Til trods for nattens indtog tog gruppen det på sig at give de to dværge så retsmæssig en begravelse som det var muligt i på dette sted og under disse omstændigheder. Sten fra ruinerne blev gjort til en impromptu krypt*, og udmattet sagde Haggol nogle uden tvivl bevingede ord der på dette tidspunkt er gået tabt som historien er blevet genfortalt over årene.

Omkring et bål lagde heltene sig endeligt til ro, imens Grimbald, til trods for timer brugt i mosens kolde vand, tog den første vagt.

20. Marts, 2946

Ikke lang tid var gået, før Grimbald så små flammer dannes over vandet i mosen. Nysgerrig, men på vagt, trådte han nærmere vandet med hans trofaste Langskæftede Økse ved hånden. Smukt var det, mindre smukt var den store sten der kiggede tilbage på ham, og rejste sig ud af vandet med et forskrækket blik på sit knortede grå ansigt!

"TROOOOLD!"

wounded-snow-troll.jpg

Den mægtige Sten Trold trak en stor rod ud af vandet og gav et brøl der satte en skræk i livet på Grimbald, der ikke rystede det af sig før længe efter kampen var overstået. Sort blod lækkede ud af et stort, dybt sår i siden af Trolden, der bar resterne af lænker på hænder og hals.

Snart svang den roden, men Grimbald var for hurtig, trak sig tilbage og kastede sit spyd; men i forvirringen var hans ellers legendariske kaste evne der havde givet ham hans øgenavn 'Javelin', ikke meget bevendt, og spydet landede i sølet bag Trolden.

Straks var de to andre på benene; Haggol var hurtig til at komme til Grimbalds side med sin fars to-håndede økse, imens Agmund holdte sig i baggrunden og sendte pil efter pil vislende forbi Troldens hoved.

Slagene haglede ned over alle parter, men snart fik kompagniet overhånden på den forbavsede Trold, der endeligt faldt bagover i mosen med Grimbalds økse godt fæstnet i dens kranie.

Kompagniet sikrede sig at der ikke ventede flere overraskelser i nærheden, og lagde sig så til ro igen. Kort efter hev Haggol torsk i land igen, og så tæt på en ro som der nu kunne det under disse omstændigheder sank sig igen over mosen, omend det tog Grimbald et godt stykke tid før han igen kunne finde ro.

Da det viste sig ikke at være muligt at fortsætte på vandet, trak gruppen nu båden på land, og satte på fods videre ind i ruinerne af den gamle, druknede by.

Under kragernes skrappen og skrigen fulgte de nogle svage spor der førte dem længere ind i Dunkelskoven. Her lå der gamle smuldrede knogler fra væsner af alle slags, inklusiv mennesker.

Pludseligt blev kragernes larm afbrudt af lyden af en dyb klokke.

Dooong! Dooong!

Agmund, ude af stand til at hjælpe sig selv, begyndte at gå ud i vandet, imod marmor søjlerne hvorfra klokke lyden kom, men Haggol fattede mistanke, og sammen med Grimbald rendte de hurtigt efter ham og ruskede ham ud af hans trance.

Dooong!

En rådden, skiden lugt nåede dem inden de lagde mærke til at de nu stod ved en ødelagt indgang til en af de få større ruiner.

Til trods for lysten til at vende om og rejse hjem, mandede de to mænd og dværgen sig nu op, greb til våben og fakler, og bevægede sig ind i det ildelugtende mørke.

I den dunkle, ruineret, oversvømmet herskabs-kælder viste der sig seks indgange. Den fjerneste på højre side udmærkede sig iblandt dem ved sine farverige kakler og udmykning, krakkeleret og forfalden som den var.

"Til venstre, siger min indre stemme," tilbød Grimfast. Og til trods for en kort, lavmælt, og høflig uoverenstemmelse, bevægede de tre skikkelser sig imod den første dør på venstre hånd.

En forvreden naturlig hule gang, hvorfra stanken kun var værre, strakte sig nu foran dem. For smal til at lade mere end éen igennem af gangen, førte gangen dem til en port, bag hvilken en skat ingen af de tre før havde set lige ventede dem.

Højlydt, og med overbevisende knirken, åbnede porten sig, og førend at de havde fået set sig ordenligt omkring, lagde Haggol og Agmund sig nu på knæ foran denne fantastiske skat!

Men få skatte i denne verden er ejerløse, og denne var ingen undtagelse, da der fra bunden af grotten, hvor lyset knapt når hen, glimter noget andet i mørket.

Før den stadigt opmærksomme Grimbald kan hive hans venner ud af deres guldlyst, kaster hulens beboere, mosedvælerne sig over de ubudne gæster med kløer og tænder og en lyst til friskt kød!

 Mosedvælerne

Mosedvælerne

Snart fandt Haggol sig med ryggen imod muren, udmattet og udkæmpet, imens Agmunds hæftige pile lagde den ene efter den anden Mosedvæler i hulens vandige grav, deres blod fossende ud over guldet og de pressede helte.

"Tilbage! Træk tilbage!"

Fra hulens dyb bevægede mange blege øjne sig op over skatten og ind i faklernes dovne lys.

Gruppen kæmpede sig vej tilbage til døren, og Grimbald hev den resolut lukket imens de andre løb tilbage af gangen og væsnerne stak deres lange slimede arme igennem tremmerne og råbte "Kom til os! Kom tilbage!"

Ud af gangen løb heltene, da de pludseligt hørte en dunken og fjern råben fra den anden ende af det store kammer. Ud af døren vaklede pludseligt Balin og Barrack!

"Hjælp os!" tryglede Barrack svageligt, imens hans hjalp Balin med at stå oprejst, "Torrun er stadig i vinkælderen!"

Omend der for en kort stund faldte gruppen ind at flygte så hurtigt deres skosåler kunne bære dem ud af kælderen, var Haggol alligevel hurtig til at hjælpe Balin og Barrack med at komme ud, imens Agmund og Grimbald bar Torruns lig bag dem.

Ud i lyset ankom de igen, forslåede, men levende, havende reddet Balin og Barrack og med en fornyet respekt for mørke rum og andres skatte.

* Dværge mener at ånden forbliver i kroppen efter døden, afventende Mahals (Aulë på Quenya) kalden, og de efterlader derfor et hul i krypten for at ånden kan undslippe når det er tid til at mødes med forfædrene.