Kongens Forsvundne Udsendinge

I

Ravnen Hraf søn af Hrabin bragte ilde varsler: Bálin og hans fire sendebud der forlod Det Ensomme Bjerg på et ærinde var ingen steder at finde. Kongeriget under bjerget rørte på sig, og Glóin selv udsendte fra Søby rejsende med opgaven at finde de manglende Dværge. Sydover rejste de, igennem Langsøen, ind i Langmosen og under Dunkelskovens tjørnede grene.

14. Marts, 2946.

Rygterne om en forsvunden udsending af dværge fra Erebor spredte sig med ildets hast i norden efter ravnen Hraf søn af Hrabin vendte tilbage ude af stand til at finde dem. Kong Dáin fra Bjerget og Kong Bard af Dale sendte henholdvis dværgen Haggol søn af Hagrim og Bard-følgeren Agmund søn af Arnulf syd imod Søby, til et møde med dværgen Glóin.

 Glóin søn af Groin.

Glóin søn af Groin.

De to rejsende indfandt sig hos Glóin, hvor de sammen med en ung mand af skovfolket, Grimbald søn af Grimfast, blev ført igennem regnskabs hallerne i Glóins hus; et hovedkvarter for dværgenes handelsoperation imellem Søby og Erebor. Snart fandt de sig i Glóins selskab. Den gamle dværg så træt ud, og forklarede hvorledes en udsending drog afsted en uge forinden imod syd, og at de nu ingen steder var at finde ifølge Hraf. Det er muligt at de var blevet tvunget til at tage anden rute, Dunkelskoven er stor; men Glóin synes at frygte det værste.

Dværgene, anført af Bálin søn af Fundin, var på officielt ærinde fra Kong Bard og Kong Dáin for at overbringe til Ørneherren Gwaihir langt imod vest, en kongelig gave og en invitation om at deltage i festlighederne i anledning af det femte års jubilæum for sejeren ved De Fem Hæres Slaget, afholdt i Dale senere samme år.

Bálins kompagni drog samtidigt imod syd igennem Langmosen med henblik på at finde og krydse Dunkelskoven via Den Gamle Skovvej, Men-i-Naugrim, bygget af dværgene i den første alder. Siden Sauron igen indtog Dol Guldur var Dunkelskoven faldet hen i mørke og vejen tabt og faldet ud af brug. Det var Bálins håb at finde den på ny, og undersøge om den igen kunne åbnes og bane vej for handel imellem øst og vest Rhovanion.

 Søbys drage-besatte både.

Søbys drage-besatte både.

Udstyret med en af Søbyfolkets både og dværgenes udsøgte cram kiks lod Haggol, Agmund, repræsentanterne for nordens folk og Grimbald med sin kendskab til skoven og rejser i det vilde, ingen tid spilde, og satte fluks ud på Langsø. Sent samme aften ankom de i mørket til vandfaldet ved Girions Trappe, hvor de blev velmødt af de få mænd der bemandede trappen.

Omkring bålet blev der den aften fortalt historier og sunget sange fra nær og fjern. Omend Haggols digt om De Fem Hæres Slaget, der kun omtalte dværgenes heltegerninger faldte fladt i selskabet, lysnede Grimbalds lystige sang om livet i troldmandens Radagasts magiske Rhosgobel op i gemakkerne igen. Sent på aftenen blev der pludseligt stille da den gamle og ellers kun mumlende mand af Søfolket, Nerulf, reciterede et gammelt digt.

The Shadows where the Mewlips dwell
Are dark and wet as ink,
And slow and softly rings their bell,
As in the slime you sink.

You sink into the slime, who dare
To knock upon their door,
While down the grinning gargoyles stare
And noisome waters pour.

Beside the rotting river-strand
The drooping willows weep,
And gloomily the gorcrows stand
Croaking in their sleep.

Over the Merlock Mountains a long and weary way,
In a mouldy valley where the trees are grey,
By a dark pool's borders without wind or tide,
Moonless and sunless, the Mewlips hide.

The cellars where the Mewlips sit
Are deep and dank and cold
With single sickly candle lit;
And there they count their gold.

Their walls are wet, their ceilings drip;
Their feet upon the floor
Go softly with a squish-flap-flip,
As they sidle to the door.

They peep out slyly; through a crack
Their feeling fingers creep,
And when they've finished, in a sack
Your bones they take to keep.

Beyond the Merlock Mountains, a long and lonely road,
Through the spider-shadows and the marsh of Tode,
And through the wood of hanging trees and gallows-weed,
You go to find the Mewlips - and the Mewlips feed.

15. Marts

 Langmosen, syd for Langsøen.

Langmosen, syd for Langsøen.

Tidligt næste morgen, førtes båden ned af Girions Trappe—der unægteligt havde set bedre dage. Trafik i den del af Langsø var noget der hørte fordumstid til—og kompagniet begyndte deres rejse for alvor, ned af Den Løbende Flod der snoede sig igennem Langmosen, strømmende med forårets brusende kraft af smeltet sne langt imod nord. Med Grimbald ved roret snoede båden sig færdigt igennem de mange bugtende strømme der alle drev dem tættere og tættere imod Dunkelskoven. Uden fast land måtte de rejsende sove i den ankerede båd.

16. Marts.

Langmosens vej igennem Dunkelskoven.

Nu fandt de rejsende sig hurtigt under Dunkelskovens knortede bevoksning, og så selv hvorledes dens navn stadig bar betydning. Dystre og ofte livløse rejste træerne sig op af vandet, fæstnet i jord der for længe siden gav op.

Hvad der synes at ligne nedsejlet siv giver håb om at finde Bálin og hans rejsende.

Rejsen ned af floden, igennem Mirkwood fortsatte. Haggol syntes at han anede bevægelser iblandt skyggerne på den østlige bred. Flere tegn antød at de var på rette spor.

17. Marts.

Galion og hans elver patrulje.

Sporene syntes nu at virke utvivlsomme. Sidst på dagen slog gruppen lejr på den vestlige bred, da en gruppe elvere dukkede lydløst ud af skoven. Agmund trådte frem og talte på vegne af gruppen med Galion, lederen af patruljen af elvere. Omend ikke decideret fjendtlig, så var Galion kølig overfor gruppen, og specielt tilstedeværelsen af en Dværg, uden tilladelse, i hvad han synes at angive som Elver territorie. Samtidig synes han at antyde at gruppen ikke var den første de var stødt på. Hvad det skulle betyde lod han hænge, da han øjensynligt blev træt af gruppens manerer og elverne trak sig tilbage ind i Dunkelskoven.

18. Marts.

 Dunkelskoven nord for Den Rådne Flod.

Dunkelskoven nord for Den Rådne Flod.

Over middag på den syvende dag finder gruppen endeligt spor efter hvad der synes at være Bálins kompagni, på den vestlige bred, få mil nord for Den Rådne Flod, fra hvilken der spredte sig en fæl lugt i den del af skoven.

Haggol genkendte tegnene på et Dværge-skjul, og fandt i en råden træstub, under magisk beskyttelse, en elfenbensæske besat med ædelstene og indgraveringer af noble ørne. Indeni, svøbt i en invitation fra Kong Bards egen hånd, var en sne-hvid juvel i en tvunden guld kæde. Juvelen synes et kort øjeblik at drage alt lyset til sig, og sprede et vidunderligt mange-farvet lys indefra.

Men stenen, der længe havde ligget dybt inde i Det Enlige Bjerg, under Smaugs vogtende øje, flød stadig over af ondskab, og da de lagde øjnene på den dragede den dem til sig, hviskende. Den dag lagde mørket sin hånd på medlemmer af kompagniet; det ville ikke være sidste gang.

En søgen efter spor indtil ved mørkets indtagen, gav endligt gevinst, med tegn der fortalte en historie om kamp, og en flugt dybere ind i skoven. Bálins og hans Dværge havde været her, men havde noget eller nogen drevet dem bort?

Under mørket var der nu ikke længere noget at gøre, og gruppen hvilede sig så bedst muligt, i den dybe, stille skov...